HVORDAN REDIGERER JEG MINE INSTAGRAMBILLEDER?

Her på det sidste har jeg modtaget en del beskeder om, hvordan jeg redigerer mine instagrambilleder, og ja, egentlig hvordan jeg redigerer mine billeder generelt. Først og fremmest vil jeg sige, at alle billeder jo er meget individuelle, men det der spiller den vigtigste rolle ved at få skudt et godt billede er lyset! Hvis lyset er dårligt, er der meget stor sandsynlighed for at billedet også bliver det. Så sørg altid for at tage højde for det. Selvfølgelig er det også vigtigt hvad man tager billedet med. Jeg tager for det meste billederne med min iPhone 7, men er begyndt at bruge mit (gamle) spejlreflekskamera lidt mere på det sidste. I forhold til lyset, bryder mig f.eks. ikke om at tage billeder i direkte sollys, da man hurtigt kan få nogle underlige skygger i hovedet og kniber øjnene sammen. Jeg går meget op i, at mine billeder skal være lyse og "clean", så derfor har jeg også altid fokus på baggrunden. Som I måske har lagt mærke til, får jeg tit taget mine billeder med en simpel baggrund, hvor der ikke sker alt for meget. Ellers synes jeg hurtigt, at baggrunden kan tage fokus fra billedet, hvilket jo ikke er meningen. Grunden til at jeg forklarer disse ting, er fordi det har stor betydning for min redigering efterfølgende. Har jeg f.eks. et billede med dårligt lys eller forstyrrende baggrund, kan redigeringen nemlig være ligemeget.

APPS JEG BRUGER TIL AT REDIGERE MED:

VSCO: VSCO er en app med alverdens filtre at vælge imellem. Det kan godt være lidt af en jungle at finde rundt i, men jeg tror egentlig bare det handler om, at finde et filter man synes passer bedst til én. Det er efter min mening en god app at bruge, hvis man ønsker at skabe et bestemt tema med ens billeder. Jeg har brugt lang tid på at finde frem til et filter der passede mig, men det jeg bruger aller mest nu, er det der hedder "A6". Jeg skruer dog ikke helt op for filteret, da det bliver for meget i mine øjne. Jeg mener nok, at jeg betalte en lille smule for filteret, men jeg er ikke sikker. Mange af filtrene er dog gratis at downloade, så man behøver ikke at betale noget for at bruge appen.

PS Express: Denne app er lidt ligesom photoshop, bare til mobilen. Jeg bruger den faktisk kun, hvis jeg ønsker at gøre billedet mere skarpt eller når jeg vil justere i farverne. Nogle gange kan et billede godt virke lidt gulligt, så her er det rart at kunne ændre farverne som man ønsker.

Snapseed: Jeg bruger ikke denne app så meget, men jeg synes at den er god til selfies, da den har en funktion der hedder "Healing". Den er mega genial, hvis man har en bums eller andet, man gerne vil fjerne.

Facetune 2: Dette er en gratis version af den almindelige app Facetune, og er helt uundværlig for mig, hehe. Jeg bruger den altid, når jeg redigerer mine billeder. Appen har en funktion der hedder "Whiten". Den skal rigtigt bruges til at gøre ens tænder hvidere, men jeg bruger den til at lysne billedet med.

Som I kan se, er det ikke bare lige at tage et billede, redigere det og smide det på Instagram. Der ligger en masse arbejde bag, men jeg elsker det! Det skal ikke være nogen hemmelighed. De der kender mig godt, ved at jeg elsker at bruge min tid på at tage billeder og redigere dem, så de passer ind til resten af mit feed. Jeg synes det er fedt at kunne "skabe" noget fra bunden, og udtrykke mig på den måde.

Jeg håber at dette indlæg gav et nogenlunde indblik i hvordan jeg redigerer mine billeder, og måske endda kunne give lidt inspiration til at finde jeres stil.

Love, N

Følg mig på Instagram: @nathjafollin

Synes godt om

Kommentarer