TINGENE ER IKKE ALTID, SOM DE SER UD │ EN SNAK OM SOCIALE MEDIER

I går sad jeg sammen med en af mine veninder og snakken faldt på Instagram. Jeg er personligt stor tilhænger af dette sociale medie, og bruger (måske lidt for) meget tid på det hver eneste dag. Men hvad er det, der gør at man kan blive så 'afhængig' af en app? For jeg er jo langt fra den eneste, der føler behov for at åbne appen, hver gang jeg har chancen. For mit vedkommende er det bl.a. fordi jeg synes, at det spændende at kunne følge med i andres liv og hvad de laver, men også fordi jeg finder utrolig meget af min inspiration via Instagram. I dag er det blevet så almindeligt at dele sit liv - både i større og mindre grad. Folk kigger jo nærmest underligt på dem der siger, at de ikke har Facebook, Instagram eller whatever. Men når man scroller gennem Instagram, ser man som oftest kun flotte, opstillede og velredigerede billeder, som giver et indtryk af 'det perfekte liv'. Et glansbillede. Jeg vil gerne indrømme, at jeg gør det samme. Jeg poster udelukkende kun de gode ting fra mit liv. Billeder jeg enten er stolt af eller i hvert fald kan stå inde for, hvilket fik mig til at tænke over; hvorfor? Hvorfor er det, at vi kun deler de gode ting, kun deler det, der ser godt ud udefra?

Det er de færreste der deler et billede, hvor de har en dårlig dag eller et billede helt uden nogen form for filter. Jeg tror det handler om, at vi som mennesker er bange for at dele den side af os selv. Man kan vel sige, at det lidt er som at bryde normen. Poster man et 'dårligt' billede, eller et billede hvor man er ked af det eller udstråler negativ energi, kan tanken om hvordan man ser ud i andres øjne nemt have en altafgørende betydning. Yes, I said it, men sådan er det desværre blevet, og derfor vælger vi kun at dele de gode sider af os selv, fordi det er dét der ser godt ud.. Derfor synes jeg på en eller anden måde, at det for mig som blogger er vigtigt at huske jer på, at tingene ikke altid er som de ser ud. Alle har off-days, tro mig! Selvom Instagramprofilen ser fuldstændig perfekt ud, er der ingen der er perfekte eller lever det perfekte liv. Vi har ALLE hver især nogle ting (store som små) vi kæmper med, og det er vigtigt at man husker sig selv på det! Jeg ved, at der desværre er rigtig mange, især unge, der påvirkes enormt dårligt af de sociale medier, fordi de ikke føler, at de kan leve op til alle de perfekte billeder, som de konstant præsenteres for, og derfor får det dårligt og bliver usikker på sig selv. Men husk nu på at Instagram ikke er virkelighed. Instagram er et medie, hvor man har mulighed for at dele sig selv og sit liv i billeder, og de fleste vælger nu altså kun at dele de bedste af slagsen.

Jeg håber, at dette indlæg på den ene eller den anden måde kunne give lidt stof til eftertanke ♡

Love, N

Synes godt om

Kommentarer

MichelleGrandjean
MichelleGrandjean,
Godt indlæg!❤️
nouw.com/michellegrandjean