5 GODE RÅD: SÅDAN BLIVER DU MERE POSITIV


Hej søde læsere. I dag skal det handle om positiv energi, som er et emne, jeg synes er utrolig vigtigt. Jeg er overbevist om, at vores humør og velvære afhænger meget af vores tanker. Det kan være stressende at have 117 ting som fylder i hovedet, og derfor er det vigtigt at få tømt lidt ud. For hvor mange af disse tanker er egentlig nødvendige? Hvis du går og tænker på en masse unødvendige ting, er det med til at tage en masse af din psykiske energi. Det kan fx være, at du går og tænker på noget, som ikke fungerer i dit liv, noget du ikke har eller har nået, og det er en dum vane, som rigtig mange desværre tilegner sig.

Fokusér på de gode ting
Når du tænker på alt det negative, glemmer du i virkeligheden alt det gode. Alt det du har og det, du bør være taknemmelig for. Prøv at tænk på 5-10 ting, som gør dig glad. Du kan eventuelt lave en liste, som du kigger tilbage på, når du har brug for det. Derudover er det en god idé, at fokusere på hvad det er, der giver dig negative tanker og overveje om det er noget, der er værd at bruge tid på.

Husk at ingen er perfekte
Jeg ved, at der er mange som bruger enormt meget tid på at sammenligne sig selv med andre. Især på de sociale medier er det nemt at ryge i fælden, da vi (let's be real) kan stalke løs. Men husk nu på, at det ikke er virkelighed. Vi kan ikke vide, hvordan vedkommendes liv er, eller hvad de går igennem, da vi ikke kender dem. Vi kan hurtigt komme til at tænke, at personens liv er perfekt, da det er de færreste, som deler de mindre gode sider af sig selv. Her snakker jeg især om Instagram, da det er en platform, som de fleste bruger til at poste flotte, redigerede billeder, og det kan hurtigt få nogen til at tænke, at vedkommendes liv er et stort glansbillede. Selvom det er svært at lade være med at sammenligne sig selv med andre, så husk nu på at ingen er perfekte.

SMIL!
...også selvom du ikke har noget at smile af. Det er bevist, at du kan snyde din hjerne ved at smile. Selvom det kan virke mærkeligt eller akavet at skulle smile uden grund, så udløser hjernen endorfiner, som gør dig glad. Og hvis du husker at smile, er jeg sikker på at du hurtigt vil opleve at folk smiler tilbage til dig.

Tænk på noget, du ser frem til
I en travl hverdag hvor dagene ligner hinanden, er det vigtigt at stoppe op og huske på de ting, du ser frem til. Det kan være en ferie du skal på eller et cafébesøg med din veninde. At have noget at glæde sig til, kan hjælpe dig til mere overskud i hverdagen, så du nemmere kan klare dig igennem dagene.

Tag afstand fra negativ energi
Negativ energi eller folk der snakker negativt om andre, er personligt noget jeg vælger at tage afstand fra. Det fører intet godt med sig, og den eneste grund til at folk gør det, er fordi de tror, at de på den måde får det bedre med sig selv. Men sandheden er at disse mennesker kun får det dårligere, da de bruger så meget tid på at fokusere på alle andre end dem selv. At leve et liv med destruktive mennesker omkring dig gør det svært, hvis ikke umuligt, at bevare et positivt mindset. Oplever du negativ energi/negativ snak i dit liv, kan du prøve at tale med personen om det, og eventuelt fortælle vedkommende hvad du føler og hvordan det påvirker dig.
Husk på at du ikke er ansvarlig for, hvordan andre vælger at tænke på, men at du til en hver tid har ret til at tage afstand fra negativ energi - for din egen skyld!

Må I have en dejlig og solrig søndag <3

Synes godt om

Kommentarer